Jeg stod op kl. 4.45 - et helt sindsygt tidspunkt efter min mening, ingen burde staa op paa det tidspunkt! Jeg tog et hurtigt bad, spiste morgenmad, og pakkede ellers de sidste ting inden afgang. Kl. 06.05 forlod vores bil Emdrup, og kursen var sat mod Kastrup Lufthavn. Efter at have fundet en ledig P-baas i naerheden af Terminal 3 og fundet en bagagevogn gik vi mod moedestedet ved Hiltonhotel. YFU Travel Staff havde fundet det bedste ever til at samle saa mange mennesker (54 udvekslingsstudenter og deres familier) lige der hvor alle folk kom med toget og metroen. Vi fik udleveret navneskilt i en lille pengekat, og en rejseplan til vores foraeldre. Derefter skulle vi tage afsked med vores familie - noget der var svaerer for nogen end for andre.
Alle studenterne gik i samlet flok hen mod indtjekningsskranken, og vi fik vejet vores kuffert og udleveret en flybillet. Jeg var meget nervoes for vaegten af min kuffert, men det ramte naesten plet. Med 22,5 kg kunne der naesten ikke have vaeret mere. Mange havde dog for meget med, saa de maatte enten proppe nogle af deres ting i deres haandbagage eller betale for overvaegt.
Da alle havde vaeret igennem bagagecheck-in, gik vi samlet mod security'en. Der skulle jeg selvfoelgelig lige kropsvisiteres, da doerkarmen blinkede roedt, men efter at lufthavnsdamen havde givet mig en omgang massage, fik jeg ogsaa lov til at gaa igennem.
Vi gik direkte til gaten, hvor vi sad i 10 minutter, hvorefter vi blev kaldt ombord efter saedenummer, for at goere det mere behageligt for passagegerne. Det hjalp dog ikke saa meget, for vi stod alligevel i koe, da der gik for kort tid imellem opraabene. Flyet havde 3 saeder til hver side, og jeg skulle rigtig have siddet i midten til venstre side, men jeg byttede med Maja, da hun var gaaet ind foer mig. I flyet skulle vi udfylde nogle papirer om, hvor vi skulle overnatte, naar vi kom til USA. Jeg tog en lile lur, og gik derfor glip af landingen, men den gik tilsyneladende godt :)
Velankommet i Frankfurt stod vi i koe i lang tid ved en skranke, hvor de skulle skrive alle informationerne fra de papirer, vi havde udfyldt i flyet, ind. Men vi naede da alle ombord paa flyet inden afgang. Flyet var en del stoerre end det til Frankfurt - det havde 3 saeder til hver side og 4 i midten. Jeg sad ude i hoejre side imellem Julie (der skulle til Texas) og Anders (der skulle til Ohio ligesom mig). Det var en meget lang flyvetur, og jeg havde hovedpine, saa selv det at se film eller tv-serier paa skaermen foran mig tiltalte mig ikke. Jeg fandt foerst ud af, at man kunne boeje nakkestoetten, da vi var landet. Den information kunne ellers have sparet mig for mange daarlige forsoeg paa at sove!
Da vi ankom til Washington-Dulles skiltes vi i 2 grupper - dem der skulle overnatte eller afhentes i Washington, og dem der skulle videre. Vores Flight-Leaders maatte ikke komme med os Transfers, fordi de skulle blive i Washington, saa vi var helt "alene". Vi blev gennet ind i en slags container med hjul, og den koerte os hen til immigrationskontrollen. Her stod vi i koe i omkring 1 1/2 time. Der stod et aegtepar bag ved mig, i den koe jeg stod i, og de skulle naa et fly 15 minutter senere, saa vi lod dem komme foran. Den mand jeg skulle hen til, var monster langsom. Kvinden ved skranken ved siden af, naaede 3 personer inden han havde naaet 1. Fordi det tog saa lang tid, valgte jeg at saette mig ned paa gulvet. Til sidst var jeg den eneste person tilbage foruden "immigrationspersonerne". Han skulle se mine papirer, tage fingeraftryk af min ene tommelfinger og tage et billede af mig med hans webcamera. Til sidst fik jeg ogsaa lov til at gaa. Jeg skulle hen efter min kuffert, som havde staaet 1 1/2 time alene og ventet paa mig. Derefter gik det igennem tolden, og jeg kunne igen aflevere min kuffert, saa den kunne komme paa flyet mod Cleveland. Jeg gik igennem security'en (det var synd for de stakkels sikkerhedsfolk, for jeg skulle have mine store vandrestoevler af), og videre op til et slags venterum, hvor alle de andre danske YFU'er og nogle finske af slagsen sad og ventede. Der var nogle amerikanske YFU Travel Staff, som tog imod os.
Herefter gik vi i smaa hold sammen hen til vores gate. Vejen til min gate indeholdt baade en tur med "lufthavnsmetroen" og en masse rulletrapper. Vel ankommet gik den gruppe YFU'er jeg var med hen for at faa lidt aftensmad. Der var en restaurant ved navn Five Guys, hvor vi fik en burger. Ikke ligefrem noget at skrive hjem om, selvom om jeg lige har gjort det. Paa Five Guys snakkede jeg med Anja (YFU'er). Vi snakkede lidt sammen, og det viste sig, at hun er Jeanettes kusine. Jeanette er en pige jeg gik paa efterskole med - hvor er verden dog lille!
Herefter var det bare at vente paa, at flyet skulle lette. Vi sad bare paa baenkene, og snakkede osv. Jeg snakkede ogsaa lidt med en finsk YFU'er. Han skulle ogsaa med flyet til Cleveland, og alle de andre finske YFU'er var ved andre gates, havde han ikke rigtig nogle at snakke med. Maaske moeder jeg ham igen, han var i hvert fald rigtig flink. Lige pludselig stod der paa flytavlen, at mit fly var forsinket, og efterhaanden blev den mere og mere forsinket. Alle de andres fly var ogsaa forsinket, fordi der var en tordenstorm. Den gik hele vejen fra Chicago ned til Miami. Hvis flyet blev aflyst skulle vi overnatte paa et hotel. Jeg var efterhaanden traet, men besluttede mig for ikke at sove - ligesom alle de andre YFU'er (nogle holdte sig vaagen paa kaffe og Red Bull). Heldigvis var Travel Staff ikke taget hjem endnu, saa de var der hele tiden.
Endelig afgik flyet, og jeg kunne komme videre. Flyet var meget lille - 2 saeder til den ene side og et til den anden og en lille gang imellem dem. Der var saa lidt plads, at vores haandbagage maatte pakkes i lastrummet. De sagde, at de hurtigt ville goere klar til afgang, men saa skulle der lige noget braendstof paa, hvis vi skulle cirkle rundt over Cleveland, inden vi kunne lande. Saa ca. en halv time efter alle var kommet ind i flyet, var vi klar til afgang! Jeg tog en lille lur, og saa var vi der. Jeg saa indflyvningen over Cleveland - fyldt med lys selvom klokken var halv et om natten, selv i havnen var der aktivitet.
Alex (finsk YFU) og jeg fulgtes ad af den lange gang ud til ankomsthallen, hvor vores vaertsfamilier stod klar. Mine vaertsforaeldre havde desvaerre ventet i ca. tre timer, og vi var alle meget traette. Vi koerte hjem (ca. 40 minutters koersel), og saa gik vi i seng. Forinden havde jeg dog lige hilst paa alle hundene. Jeg var paent smadret efter 30 timer paa farten!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar