Hej :)
Det er ved at være et stykke tid siden, men vil gerne lige fortælle om mit ambassadebesøg!
Torsdag formiddag ankom jeg ca. 15 minutter før min tid på den amerikanske ambassade i København, hvis frontparti er en sort/mørkegrå klods med security-folk udenfor. Der stod en masse mennesker udenfor, så jeg regnede med at de ventede på at blive lukket ind. Jeg tog derfor plads i menneskemængden, og regnede med at vi så sammen blev lukket ind når klokken var 11.30.
Efter at have ventet lidt, blev jeg alligevel lidt i tvivl, og spurgte derfor en dame, som også stod og ventede. Hun fortalte, at man skulle tjekke ind hos security-folkene ved hjælp af sit pas - hvem kunne have gættet det!
Jeg tjekkede ind, og blev derefter placeret på trappen i en kø sammen med nogle af de andre ventende mennesker. Jeg skulle vise mit pas en gang mere, og køen blev derefter en efter en gænget ind i sikkerhedsrummet i indgangen.
Sikkerhedsrummet var nærmest, som når man skal flyve. Jeg skulle efterlade alt elektronik i rummet, og skulle også gå igennem de der metaldetektor-dørkarme, som er i lufthavnene. Derefter skulle jeg gå ind på selve ambassaden, og dreje til venstre.
Jeg kom ind i et rum med "stolesofaer" og et par skranker. Jeg satte mig ned, og regnede med, at jeg ville blive kaldt op, når det var min tur. Men næh nej, her er alt altså selvbetjening. Min siddemakker var så venlig at fortælle, at her skulle man altså også tjekke ind. Så jeg måtte gå hen til en ledig skranke, og manden bag glasruden ville så have diverse papirer, som jeg havde medbragt. Han sagde derefter, at jeg skulle vente til jeg blev kaldt op til fingerscanning.
Jeg gjorde, som han sagde, og ventede i ca. ½ time. Så blev mit navn sagt i højtaleren, og så skulle jeg lave 10-fingerscanning. Man placerer først højre hånds fire sammenhængende fingre på en lille elektronisk plade, og trykker derefter til maskinen siger "bib". Det gør man så også ved venstre hånds fingre, og derefter er det tommeltotternes tur. Efter scanningen skulle jeg igen sætte mig ned.
Efter ca. ½ times ventetid mere blev jeg endnu en gang kaldt op. Manden bag skranken stilte mig nogle spørgsmål om, hvor jeg skulle hen, og hvad jeg skulle lave når jeg kom hjem. Han afleverede nogle af mine papirer tilbage igen, og sagde at mit pas ville ankomme indenfor en uges tid.
Så kunne jeg forlade venteværelset, få mine ting tilbage i security'en, og derefter gå ud i Københavns byliv som en fri fugl.
Lørdag morgen lå mit pas på køkkenbordet i den kuvert, som jeg selv havde afleveret på ambassaden. Jeg siger mange tak til de flinke mennesker, som fik guidet mig igennem ambassadesystemet uden jeg blev væk for mig selv ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar